Ole Jens Walbom (oprindelig Walbom Jørgensen) var søn af arkitekt Jens Peter Immanuel Jørgensen og hustru Emilie Egense Walbom. Han startede som arkitekt-studerende, men glæden ved teatret fik ham til at ændre løbebane. Siden 1942 havde han opgaver som scenograf og via Studenterrevyerne kom han i 1944 til Det Ny Teater, hvor han debuterede i rollen som Rosilon i "Den glade enke" med Inger Stender som partnerske. I 1940erne sang Ole Walbom i en lang række operaer og et stort publikum kom til at sætte pris på hans lyse tenor. I årene 1953-57 var han operasanger ved Det kgl. Teater. I 1950erne fik Ole Walbom også lyst til at instruere og fra 1950 var han instruktør ved teater, radio og TV - og dermed i TV's barndom een af pionererne som instruktør. Han var den daværende Charlottenborg Operas store drivkraft i nogle sæsoner - inden en række revyer og Danmarks Radio for alvor fik øje på den talentfulde instruktør, som især kunne fremhæve det komiske. For Fjernsynsteatret iscenesatte han "Erasmus Montanus" i 1951, "Nei" og "Kærlighed uden strømper" i 54, "De uadskillelige" i 55, "Svend, Knud og Valdemar" og "Spillerne" i 56, "Glasmenageriet", "Den lange julemiddag" og "Geografi og kærlighed" i 57, og 13 tv-spil (!), fx "Aprilsnarrene" og "Den pantsatte bondedreng" i 1958; "Bunbury" og "Pas på malingen" i 59, "Tiggeroperaen", "Champagnegaloppen" og "Clutterbock" i 60, "Cranks" og "Et pletfri mord" i 62 og "Tony tegner en hest" i 1963.

• Ullabella (1961)