Malene Schwartz er datter af maler, kunstkritiker og redaktør Walter Ervin Otto Schwartz (17-04-1889 - 06-11-1958) og hustru lægesekretær Annelise Gamst Jensen (02-04-1913 - 1989). Hun blev opdaget i en skolekomedie af Arne Weel, der overtalte hende til at gå teatervejen i stedet for at blive socialrådgiver, som det ellers var planen. Efter studentereksamen kom hun i 1955 på Privatteatrenes Elevskole og fik efter endt elevtid i 1957 ansættelse ved Alléscenen i to sæsoner, hvor hun fik sit gennembrud i stykket "En mundsmag lykke" i 1958. Desuden spillede hun på Allé-Scenen hustruen i "Ung vrede" og Emily i "Vor By". I de næste to sæsoner 1959-61 var hun ved Det Ny Teater og blev i 1961 tilknyttet Det kongelige Teater – her var hun indtil 1970, hvor hun ikke mere syntes hun fik roller der udfordrede hendes talent, og derfor ønskede at prøve noget andet. Hun har bl.a. haft roller i "Vildanden", "Ungdoms lyse vår", "Guys and Dolls", "En Skærsommernatsdrøm", "Mågen", "Tre Søstre", "Elverhøj", "Cancan", "Tribadernes nat" og "Dæmoner". I Peer Gregaards periode på Det Ny Teater husker man Malene Schwartz især for hendes samspil med Erik Mørk. På Det Ny Scala foldede hun sig ud som musical- skuespillerinde bl.a. som Eliza i "My Fair Lady" og ikke mindst i "Nøglen under måtten" sammen med Frits Helmuth.